"Vi har også en drøm"- DEL 2/3

Fredag, 02 Oktober 2009 21:22 Skrevet af Sharmila Gnanasegaran

Jeg rejste mig op. Mine øjne søgte hen imod de få menneskeskikkelser, som jeg tidligere havde set, og som nu blev tydeligere for mig. De kom gående hen imod det sted, hvor jeg var, og jeg blev stående. Jeg kunne både se og høre dem snakke, og jeg kunne fornemme en vis indre ro, der svævede over dem som en glorie, og de virkede glade. Glæden smittede af på mig, og roen hobede sig langsomt op omkring mig. De var tamiler. I det øjeblik mindedes jeg straks de mange forfærdelige billeder af lidende, sårede og døde tamilere, som fyldte alle tamilske hjemmeside og tv-kanaler. Dette var det forfærdelige resultat af den srilankanske regerings daglige hensynsløse bombardementer mod mit tamilske folk. Over halvtredstusinde måtte i dette magtsyge spil lade livet på helt uforsvarlig og urimelig vis.

Hjertet begyndte at hamre og tårerne, der tidligere pressede på, løsrev sig nu fra øjet og trillede langsomt ned ad mine kinder. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det næsten var en synd at være født som tamiler, for i så mange år har folket på øen Sri Lanka måttet være ofre for ting, som selv det mest syndige menneske i verden ikke har fortjent. Men vi var og er ikke syndere! Mon vi nogensinde finder fred? Mon vi nogensinde vender hjem igen? Hjem til vores jord og vort eget land?

"Vi har også en drøm"- DEL 1/3

Torsdag, 01 Oktober 2009 07:01 Skrevet af Sharmila Gnanasegaran

Sollyset skar gennem mine øjne og åbnede dem langsomt op. Det blændende dagslys og solens brændende stråler fik mig straks til at knibe øjnene sammen igen. Jeg rejste mig forsigtigt op. Hvor var jeg? Jeg kiggede mig omkring og følte mig et øjeblik helt fremmed, men stedet virkede så bekendt. Jeg følte en vis ubeskrivelig tilknytning til stedet og stod nu med en følelse af at have levet her i tusinder af år og dog – født helt på ny.

Det frodige græs kildede mine bare tæer. Ja vist nok, var de bare. Var jeg mon virkelig født på ny? Forstod intet, men en følelse af glæde og tilhørsforhold hobede sig op i mig, og jeg lod mig nyde følelsen. Jeg lod mit blik vandre i området, som lå stille for sig, bortset fra nogle få menneskeskikkelser i det fjerne. 

Alting var så grønt og frodigt i området. Træerne havde vokset sig store og grønne og gav mulighed for at søge skygge i den ellers uudholdelige varme. Sveden begyndte at fugte mit ansigt, og mine øjne søgte efter noget vand – jeg begyndte at gå.

Oberstløjtnant Thileepan

Fredag, 18 September 2009 18:01 Skrevet af Nilamathi Balraj